-
Alvorlig ny advarsel: Kina truer dansk forskning
Source: BDK Borsnyt / 18 Dec 2024 10:08:19 America/New_York
Endnu en dansk efterretningstjeneste rejser nu et alvorligt advarselsflag over årtiers tæt dansk samarbejde med kinesiske forskere og teknologivirksomheder. Forleden kunne Berlingske fortælle, at Kinas militær – ifølge en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) – kan få adgang til følsomme oplysninger om danskernes dna og arvemasse, fordi danske topforskere har samarbejdet tæt med det omstridte kinesiske genforskningsselskab BGI Group. Og nu melder Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), sig på banen. Det sker i tjenestens publikation Udsyn, som FE netop har sendt på gaden. »Kinas indsats udgør den største trussel mod dansk forskning, innovation og teknologi,« konstaterer FE. »Indsatsen omfatter mange forskellige teknologier, men fokuserer særligt på Kinas strategisk prioriterede industrier. Det gælder for eksempel militærteknologi og danske styrkepositioner som kvante- og bioteknologi,« uddyber FE. Netop bioteknologi er helt central i den advarsel, PET forleden sendte i Berlingskes spalter. Centralt i PETs bekymring er det kinesiske selskab BGI Group, som er specialister i kortlægning af arvemasse – såkaldt genomsekventering – og forskning i dna. Selskabet har i en lang årrække samarbejdet tæt med topforskere på danske universiteter. Samarbejdet har resulteret i, at unikke data og viden om den danske befolknings dna nu befinder sig i Kina, lød det i vurderingen fra PET til Berlingske. Da kinesiske virksomheder ved lov er pålagt at udlevere data til kinesiske myndigheder, er der ifølge PET risiko for, at disse oplysninger ender i hænderne på Kinas efterretningsvæsen eller militær. Og sådanne data vil ifølge eksperter potentielt kunne benyttes til udvikling af virusser eller biologiske våben målrettet den danske befolkning. Også FE advarer i den netop offentliggjorte publikation mod den tætte sammenfiltring af civile kinesiske selskaber og den kinesiske stat – dog uden at nævne konkrete selskaber: »Kina har en strategi for militær-civil fusion, som sigter mod, at militæret kan udnytte civile videnskabelige og teknologiske fremskridt,« skriver FE og fortsætter: »Det betyder, at eksempelvis forskningssamarbejde med Kina og kinesiske investeringer på civile områder, der har potentielle militære anvendelser, kan ende med at bidrage til Kinas militærteknologiske udvikling,« skriver FE. Forskning er vigtigt middel FE oplister en række fremgangsmåder, kineserne benytter til at få adgang til vestlig teknologi og data. Klassisk spionage og cyberspionage er nogle af dem. Men derudover advarer FE specifikt mod forskningssamarbejder og udveksling af forskere mellem Kina og Vesten. »Kina ser forskningssamarbejde som et vigtigt middel til overførsel af viden,« skriver FE og fremhæver desuden det store antal kinesiske studerende og forskere, der forsker i naturvidenskabelige og tekniske fag i Vesten. For at en kinesisk studerende eller forsker kan få et af de eftertragtede stipendier, der giver adgang til Vesten, kræver de kinesiske myndigheder, at vedkommende vender hjem til Kina efterfølgende, påpeger FE. Berlingske arbejder på at få en kommentar fra den kinesiske ambassade i København. Ambassaden afviste forleden PETs udmelding som »grundløse beskyldninger, der politiserer og stigmatiserer almindelig uddannelse og videnskabelig forskningssamarbejde mellem Kina og andre lande«. »Samarbejder mellem Kina og Danmark inden for videnskabelig forskning og uddannelse har altid været gensidigt gavnlige,« skriver ambassaden og tilføjer, at »det er vigtigt, at danske medier ser objektivt på sagen og undgår at vildlede offentligheden«. BGI tæt på staten BGI blev etableret i 1999 og har siden vokset til at blive en af verdens største genforskningsvirksomheder. På grund af det tætte dansk-kinesiske samarbejde valgte selskabet at lægge dets europæiske hovedkvarter i København, få minutter fra Panum, der huser Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet. De amerikanske myndigheder har i flere år advaret om BGI Group og dets datterselskaber. Flere af dem er blevet sortlistet af det amerikanske handelsministerium, fordi deres aktiviteter ifølge amerikanerne kan misbruges til overvågning eller til undertrykkelse af Kinas minoriteter – såsom de muslimske uighurer. Ifølge Reuters er det fremgået af selskabets rapporteringer til aktiemarkedet, at selskabet skal hjælpe landets kommunistparti med at nå dets mål om at »blive dominerende i toppen af den internationale bioteknologikonkurrence«. BGI Group forklarede forleden i et skriftligt svar, at selskabet er »skuffet over, at PET og andre kommentatorer har fremsat grundløse beskyldninger mod BGI uden beviser.« BGI Groups arbejde anvendes »udelukkende til civile og videnskabelige formål«, skriver selskabet og betegner påstandene om, at BGIs data er eller kan blive brugt til militære formål som »falske«. »Vi overholder alle gældende love og regler i de lande, hvor vi opererer, og vi opfylder strenge databeskyttelsesstandarder,« konstaterer BGI. https://www.berlingske.dk/indland/alvorlig-ny-advarsel-kina-truer-dansk-forskning